Havørredfiskeri i sommerferien

Havørredfiskeri i sommerferien

Havørred fiskeri i sommerferien

Det er fredag og kl. er slået 16:00, hvilket betyder at jeg er gået på sommerferie, og dermed også har bedre tid til fisketure. Første tur er allerede planlagt, og det er efter sommer havørreder denne fredag aften. Derfor er jeg kun lige hurtigt hjemme, for at spise aftensmad og for at få pakket fluegrejet, hvorefter turen går imod Aarhus bugten.  

Covid-19 / Corona virus

Grundet Corona virus og de mange nye fiskere der er kommet, så havde jeg besluttet mig for at prøve en ny og alternativ plads denne aften. De pladser som man nemt kan finde frem til ved at google lidt, har jeg mere eller mindre droppet i år, da der nu holder 2-10 biler på pladserne. Da jeg ankommer til den nærmeste parkeringsmulighed holder der heller ingen biler, hvilket jeg tager som et positivt tegn, og at jeg formentlig vil have pladsen for mig selv.

Fra parkeringen er der ca. 20 minutters gåtur igennem skoven, hvilket også reducere antallet af besøgende lystfiskere betydeligt. 

Pladsen ser perfekt ud

Da jeg er fremme ved vandet, kan jeg stå i en lille lysning i skoven, og se udover hele fiskepladsen som jeg regner med at skulle fiske igennem i løbet af aftenen. Pladsen ser næsten bedre ud end den gjorde at jeg tidligere på dagen havde siddet på google maps, og ledt efter alternative pladser. Aftensolen står lige ind i snottet på mig, og giver mig derfor et klart syn af hvordan bundforholdene er på pladsen. Den er fint varieret med både tang, muslinger, sand og nogle store sten hist og pist.

Første havørred 

Efter en times tid på pladsen har jeg stadig ikke set eller mærket noget, udover de mange småfisk som er i vandet på denne tid af året. Men pludseligt kommer der et stort plask længere ude på pladsen, og 5 sekunder efter kan jeg se en god havørred skyde op af vandet. Hvilket giver fornyet håb på at denne aften nok skal give fisk, samt at valget af pladsen ikke var helt tosset, da jeg nu ved at den holder fisk. Dog er fiskene meget længere ude end jeg kan nå med mine fluekast, men tænker at de formentlig kommer tættere på land som aftenen skrider frem, og temperaturen vil falde.

30 minutter efter kommer det først hug, hvilket skulle vise sig at være en mindre havørred på ca. 35 cm. Jeg havde lige skiftet fra en af mine favoritfluer, hvilket er en CDC Kutling, og over til en stor grøn/guld tobis flue. Det er ingen monsterfisk, men på en sommeraften efter havørreder, så er det altid fantastisk når man mærker fisk for enden af linen.

Den fine havørred huggede på den store nybundne tobis flue, som jeg havde lavet præcis til denne tur. Jeg har tidligere set mange tobis i området, så derfor havde jeg eksperimenteret med at lave nogle store tobisfluer, som er bundet på fireline.

Fangsten af denne havørred gav da også øjeblikket en ekstra dimension, idet den blev taget på både en ny fiskeplads som jeg aldrig har fisket før samt på den nybundne flue jeg havde lavet til dagens anledning.

En god havørred smækker til fluen

15 minutter efter kommer endnu et hug på fluen, og denne gang er der ingen tvivl om at vægten på havørreden er større end den første. Efter få sekunder hopper fisken fri af vandet for første gang, og jeg kan se at fisken har en god størrelse. I løbet af de næste 5 minutter er fisken helt inde og vende ved netkanten 3 gange, hvorefter den hver gang tager nogle gode udløb på 10-15 meter. Det er disse øjeblikke vi går på kysten i flere timer for at opleve, og selvom at jeg hver gang tænker ”Husk nu at nyde det, der er langt imellem dem”, så bliver jeg alligevel mere og mere nervøs for at den skal hoppe af inden den kommer i nettet. Men da den for 4 gang kommer ind til netkanten er der ikke mere krudt i den, og bliver dermed nettet uden de store problemer.

Efterfølgende var kl. blevet 21:30, og jeg begynde at gå hjemad mod bilen. Jeg havde fået alt hvad jeg turde håbe på, en dejlig aften på en ny havørredplads, sol i bøtten, fred nogle timer til at komme ned i tempo og dermed klar til at nyde 14 dages sommerferie samt en rigtig fin havørred til at toppe det hele med.

 

Relaterede Artikler

Havørreder i Aarhus bugt

Fisketure

1

Ikke størrelsen, men...

Fisketure

1

Bølling Sø - En dag i flydering med store gedder

Fisketure

1


;