Når kalenderen begynder at nærme sig d. 1 maj, så kommer gedde-feberen altid snigende. Da det oftest er pisse koldt i marts måned og gedderne er fredet i april, så ser mange predatorfiskere frem til d.1 maj.
I år var ingen undtagelse, og jeg havde selvfølgelig afsat dagen til fiskeri. Heldigvis var det en lørdag i år, så der var ingen grund til at tage fri fra arbejde for at komme afsted.
Derfor var dagen også planlagt som en hyggetur, idet jeg skulle afsted med min bror og far, i håbet om at det skulle være dagen hvor jernhans kom i nettet.
Vi startede ud med fælles morgenmad og røverhistorier, og derefter satte vi snuden imod den lokale sø med tårnhøje forventninger. Idet vejrudsigten var god og vandtemperaturen var perfekt, så vi så ingen grund til andet.
Første spot
Da vi var ankommet til søen, sat båden i vandet og sejlet ud til første spot. Så gik der da heller ikke længe før at farmand havde den første gedde på. Denne gedde var dog ikke særlig stor, og kom hurtigt retur uden mål og vejning.
Derefter var stemningen høj, idet vi havde den første gedde indenfor 10 min. Dog skulle det vise sig at være den sidste på pladsen. Så efter en del tid på pladsen, uden at vi havde mærket eller set mere, besluttede vi os at smutte videre.
Vi tog mere eller mindre en tur rundt i hele søen uden at mærke det mindste, hvorefter det meste af fiskedagen var gået. Inden vi tog hjemad, havde jeg dog lige et sidste spot som vi skulle havde affisket.
Sidste spot på dagen
På vej hen imod det sidste spot overvejede vi, om vi overhovedet gad bruge tiden på det eller om vi bare skulle tage hjem.
Vi besluttede dog at give det et forsøg, hvilket viste sig at være en god ide. Vi havde ikke fisket længe inden min bror fik en lidt bedre fisk på krogen
Fisken målte 95 cm og vejede 5,5 kg. Hvilket ikke er noget monster, og heller ikke den fisk vi havde håbet på. Men taget dagen i betrækning i forhold til hvor svært det havde været at finde nogle fisk. Så synes jeg egentlig at det var en hæderlig fisk, som vi kunne afslutte dagen med.
Alt i alt, så blev d. 1 maj ikke helt som håbet i forhold til fisk. Men dagen var mere end godkendt på barometeret for hygge og lystfiskerhistorier